Postkommunisterne og EU

EU – Østeuropa – Balkan – hvad blev der af østeuropæernes unions-eufori?

’Warmly welcome to our family, our new Europe is born,’ sagde en tydeligt berørt statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han sammen med resten af EU-toppen under det historiske danske EU-formandskab i 2002 landede aftalen om at optage otte tidligere kommunistiske lande i EU.

Flere lande er siden kommet til – men det blev tydeligvis aldrig til den store lykkelige europæiske familie, man forestillede sig dengang? Var det set i bakspejlet i virkeligheden en katastrofal fejltagelse at lukke østeuropæerne ind i varmen?

Kulturpaladset i Warszawa, en ‘gave’ fra Sovjetunionen til det polske folk.

I en række af landene vokser der i disse år nationalistiske bevægelser frem, der slet ikke drømmer om nogen europæisk integration, og hvor politikere i stigende grad udfordrer selve de demokratiske og juridiske principper som et EU-medlemskab hviler på. Bl.a. ved målrettet at stække pressefrihed og underminere lov og ret. Hvad sker der i lande som Polen og Ungarn  – de var jo netop engang så begejstrede for EU?

Mange steder er korruption og kriminalitet med til at fastholde millioner i fattigdom, og samtidig kæmper de øvrige EU-lande med at blive enige om, hvad de skal stille op med lande, som ikke efterlever de fælles grundregler for EU-samarbejdet.

På baggrund af talrige rejser til Østeuropa og Balkan opruller Anne Haubek dramaet om de tidligere kommunistiske landes svære vej mod EU, om hvad der skete med integrationen, og om hvor EU-begejstringen gik tabt under vejs.

Kan vi stadig ane noget af det historiske sus fra 2002? Er der dybest set en fremtid for EU som et fællesskab for landene, når så mange åbenlyst foragter helt grundlæggende europæiske værdier? Er der dags dato stadig nogen der kan huske, at EU faktisk for længe siden blev søsat som selve Fredens Projekt?